Valg af feriebolig i Kroatien

Når ferien skal planlægges, er der et nogle meget vigtige valg at træffe, først og fremmest valg af feriebolig i Kroatien.

Valget af den rigtige feriebolig er meget individuelt og første forudsætning for en god ferie 🙂

Hotel, campingplads eller lejlighed?

Første overvejelse kan være, om man skal vælge hotel, campingplads eller lejlighed. Dette valg har for os ændret sig gennem årene.

Da vi var helt unge uden børn, og vores rejser var af lidt kortere varighed (en uge eller derunder), foretrak vi ofte hotel. Det vil vi muligvis gøre igen, når vi på et tidspunkt rejser alene. Når man vælger hotel vælger man ofte begrænset plads og ingen adgang til køleskab. Til gengæld er der ofte daglig rengøring og morgenmad med i prisen. Det er i Kroatien ofte muligt at finde hoteller både centralt i byerne og tæt på strande.

Hotel Laguna Novigrad
Hotel Laguna Novigrad

Da vi fik vores drenge ændrede behovene sig. Vi fik smag for campinglivet (primært mobile homes). De store campingpladser i Kroatien byder på alt det, man har behov for som børnefamilie. Det kan f.eks. være pool, aktiviteter og tilbud for børn, adgange til gode badestrande, restauranter og indkøbs muligheder på pladsen og ikke mindst ingen trafik at bekymre sig om. Den eneste ulempe ved disse campingpladser er, at de ofte ligger lidt langt fra byerne. Når man som vi ikke har bil med på ferie, så bør det indgå i overvejelserne, især hvis man er på ferie i længere tid og gerne vil lidt omkring.

Pool ved Punta Verudela Pula
Pool ved Punta Verudela Pula

Da vores børn blev til unge mennesker ændrede vores behov sig igen. Vi har i de sidste mange år boet i privatejede ferielejligheder. Det er efter vores mening en fantastisk form for feriebolig, hvor man har mulighed for at prioritere, lige nøjagtigt det man synes er vigtigt for at få en god ferie. Men et godt råd vil være også at overveje, hvad der er vigtigt for lige netop ens egen ferie. Selvom udbuddet er stort kan det være svært at finde noget, som både ligger perfekt, og har alle de faciliteter man kunne ønske sig, og ingen tvivl om at man bliver mere og mere krævende for hver gang man har prøvet det 🙂 Nedenfor lidt eksempler på, hvad man kan overveje:

Lejlighed ved Hotel Diamant Porec
Lejlighed ved Hotel Diamant Porec
Beliggenhed

Har man egen bil med på ferie, betyder det måske ikke så meget, hvor langt der er til indkøb, restauranter eller stranden. Da vi altid rejser med fly og dermed ikke har adgang til bil, betyder det rigtig meget, at vi bor i gåafstand til ”det hele”. Vi bruger derfor, inden vi bestiller en ferielejlighed, en del tid på Google maps for at undersøge området. Vi kigger blandt andet på, hvor langt der er til supermarkedet og stranden. Vi vil derudover også gerne være i nærheden af et vist udbud af restauranter og offentlig transport (færger eller busser), så vi kan komme ud og opleve området.

For andre kan det være af stor betydning, hvor meget støj der er evt. fra trafikerede veje, lufthavn, cafeer m.v. Husk altid at læse andre gæsters anmeldelser af lejlighederne. Det giver ofte et godt billede af plusser og minusser.

Faciliteter

Man kan også overveje, hvilke faciliteter der er et must, og hvilke som ville være dejlige at have. For vores familie er det et must med en stor balkon/altan med udsigt gerne til havet, aircondition, opvaskemaskine og vaskemaskine. Derudover vil vi rigtig gerne have adgang til pool.

Swimmingpool Okrog Gornji
Swimmingpool ved lejlighed i Okrog Gornji

For andre vil det være vigtigere med grill faciliteter, to badeværelser, daglig rengøring eller kaffemaskine osv.

Og som nævnt under ”beliggenhed” er det en god ide at læse andre gæsters anmeldelser af lejlighederne.

Billeder er taknemlige 😉 så vi har altid en checkliste over ønskede faciliteter, så vi ikke glemmer noget vigtigt, når der bookes.

Jo før man bestiller sin feriebolig, jo flere er der at vælge imellem 😉 Vi bestiller stort set altid næste års sommerferiebolig umiddelbart efter vi er kommet hjem fra sommerferie.

Håber at ovenstående kan være til inspiration, når det drejer sig om valg af feriebolig i Kroatien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.