Valg af feriebolig i Kroatien

Når ferien skal planlægges, er der et nogle meget vigtige valg at træffe, nemlig hvor og hvilken type feriebolig, man skal vælge.

Det rigtige valg af feriebolig i Kroatien er meget individuelt og første forudsætning for en god ferie 🙂

Hotel, campingplads eller lejlighed?

Første overvejelse kan være, om man skal vælge hotel, campingplads eller lejlighed. Dette valg har for os ændret sig gennem årene.

Da vi var helt unge uden børn, og vores rejser var af lidt kortere varighed (en uge eller derunder), foretrak vi ofte hotel. Det vil vi muligvis gøre igen, når vi på et tidspunkt rejser alene. Når man vælger hotel vælger man ofte begrænset plads og ingen adgang til køleskab. Til gengæld er der ofte daglig rengøring og morgenmad med i prisen. Det er i Kroatien ofte muligt at finde hoteller både centralt i byerne og tæt på strande.

Hotel Laguna Novigrad
Hotel Laguna Novigrad

Da vi fik vores drenge ændrede behovene sig. Vi fik smag for campinglivet (primært mobile homes). De store campingpladser i Kroatien byder på alt det, man har behov for som børnefamilie. Det kan f.eks. være pool, aktiviteter og tilbud for børn, adgange til gode badestrande, restauranter og indkøbs muligheder på pladsen og ikke mindst ingen trafik at bekymre sig om. Den eneste ulempe ved disse campingpladser er, at de ofte ligger lidt langt fra byerne. Når man som vi ikke har bil med på ferie, så bør det indgå i overvejelserne, især hvis man er på ferie i længere tid og gerne vil lidt omkring.

Pool ved Punta Verudela Pula
Pool ved Punta Verudela Pula

Da vores børn blev til unge mennesker ændrede vores behov sig igen. Vi har i de sidste mange år boet i privatejede ferielejligheder. Det er efter vores mening en fantastisk form for feriebolig, hvor man har mulighed for at prioritere, lige nøjagtigt det man synes er vigtigt for at få en god ferie. Men et godt råd vil være også at overveje, hvad der er vigtigt for lige netop ens egen ferie. Selvom udbuddet er stort kan det være svært at finde noget, som både ligger perfekt, og har alle de faciliteter man kunne ønske sig, og ingen tvivl om at man bliver mere og mere krævende for hver gang man har prøvet det 🙂 Nedenfor lidt eksempler på, hvad man kan overveje:

Lejlighed ved Hotel Diamant Porec
Lejlighed ved Hotel Diamant Porec
Beliggenhed

Har man egen bil med på ferie, betyder det måske ikke så meget, hvor langt der er til indkøb, restauranter eller stranden. Da vi altid rejser med fly og dermed ikke har adgang til bil, betyder det rigtig meget, at vi bor i gåafstand til ”det hele”. Vi bruger derfor, inden vi bestiller en ferielejlighed, en del tid på Google maps for at undersøge området. Vi kigger blandt andet på, hvor langt der er til supermarkedet og stranden. Vi vil derudover også gerne være i nærheden af et vist udbud af restauranter og offentlig transport (færger eller busser), så vi kan komme ud og opleve området.

For andre kan det være af stor betydning, hvor meget støj der er evt. fra trafikerede veje, lufthavn, cafeer m.v. Husk altid at læse andre gæsters anmeldelser af lejlighederne. Det giver ofte et godt billede af plusser og minusser.

Faciliteter

Man kan også overveje, hvilke faciliteter der er et must, og hvilke som ville være dejlige at have. For vores familie er det et must med en stor balkon/altan med udsigt gerne til havet, aircondition, opvaskemaskine og vaskemaskine. Derudover vil vi rigtig gerne have adgang til pool.

Swimmingpool Okrog Gornji
Swimmingpool ved lejlighed i Okrog Gornji

For andre vil det være vigtigere med grill faciliteter, to badeværelser, daglig rengøring eller kaffemaskine osv.

Og som nævnt under ”beliggenhed” er det en god ide at læse andre gæsters anmeldelser af lejlighederne.

Billeder er taknemlige 😉 så vi har altid en checkliste over ønskede faciliteter, så vi ikke glemmer noget vigtigt, når der bookes.

Jo før man bestiller sin feriebolig, jo flere er der at vælge imellem 😉 Vi bestiller stort set altid næste års sommerferiebolig umiddelbart efter vi er kommet hjem fra sommerferie.

Vores top 15 over udflugtsmål i Kroatien

Top 15 udflugtsmål i Kroatien, hvis man er i nærheden 🙂

  1. Plitvice søerne
  2. Svævebanen I Dubrovnik
  3. Trogir gamle bydel
  4. Hvar by
  5. Walls of Dubrovnik
  6. Split havnepromenaden
  7. Korcula
  8. The Blue Lagoon
  9. Baredine grotten
  10. Pula arena
  11. Porec by
  12. Stomorska Solta
  13. Lokrum Dubrovnik
  14. Losinj
  15. Kamenjak naturpark Pula

Puha denne gang var det for svært at lave en top 10, så det blev til en top 15, hvilket i øvrigt også var meget svært. Vi har været mange andre fantastiske steder i Kroatien, som også er værd at besøge. Vi har dog valgt ovenstående, da det er steder, man husker og bliver ved med at komme tilbage til, når man lige er i nærheden.

Der er helt sikkert også en masse steder, vi endnu ikke har været, som andre vil synes er et must at besøge, så alle skal være velkomne til at komme med deres bud 🙂

Udflugtsmål
Plitvice Nationalpark

Vores top 10 over feriedestinationer i Kroatien

Vores top 10 over feriedestinationer i Kroatien vi har besøgt

  1. Split
  2. Makarska
  3. Porec
  4. Okrug Gornji
  5. Banjole
  6. Seget Vranjica
  7. Supetar Brac
  8. Novigrad
  9. Pula
  10. Dubrovnik

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at vi synes alle destinationerne er fantastiske på hver deres måde :-), og at der selvfølgelig er en masse andre dejlige steder, vi endnu ikke har besøgt.

Vores top 10 liste er lavet med udgangspunkt i, hvad den enkelte by/område har at byde på i forhold til:

Mængden af seværdigheder/udflugtsmål, så kort afstand som muligt til lufthavn, indkøb, strande, gode restauranter og offentlig transport. Udbuddet af ferieboliger med de ønskede faciliteter (adgang til pool, balkon med udsigt, vaskemaskine, opvaskemaskine, aircondition, WIFI mv.).

Det er meget tæt løb mellem nr. 1 og 2, da det begge er fantastiske steder, som fuldt ud lever op til alle vores ønsker. Det afgørende bliver, at der er længere til lufthavnen fra Makarska, end der er fra Split. Jo længere ned vi kommer på listen, jo mindre by/områder er der tale om, og det i sig selv gør jo, at udbuddet af det forskellige bliver mindre og afstandene større.

At Dubrovnik ender på sidstepladsen kan synes lidt mærkeligt, når byen egentlig opfylder alle vores ønsker om både beliggenhed og udbud af diverse ting, men der er et stor men – der er sort af mennesker alle steder og hele tiden. Man står mere i kø end noget andet sted, jeg har været, og så er alting mindst 20 % dyrere end i andre ferieområder i Kroatien. Dubrovnik er bestemt et besøg værd en enkelt dag eller to, jeg vil nærmest sige, at man bør besøge byen, hvis man er i nærheden, men vi kommer aldrig til at holde længere ferier i byen.

Split by set fra havnen

Sommerferie i Kroatien 2018 og VM i fodbold

Endnu en sommerferie i Kroatien er afholdt. I år gik turen (igen) til en af vores absolut favorit byer nemlig Split. Det er utroligt hvor hurtigt 2½ uge kan gå 😉

Hvor

Vi boede i en dejlig lejlighed med udsigt til lystbådehavnen Zenta, ca. 20 min. gang fra centrum. Det er fantastisk på den ene side at bo i Kroatiens 2. største by med masser af kultur og seværdigheder og på samme tid stille og roligt ved havet i gå afstand til flere strande.

Udvalget af spisesteder, strande og udflugtmuligheder er helt i top, og det er kun et spørgsmål om at vælge, hvad man gerne vil 🙂

Læs mere om området her eller om strandene

Hvad

Sommerferie 2018 og VM i fodbold gik hånd i hånd. Vi skulle selvfølgelig følge Kroatiens deltagelse og fejre deres flotte 2. plads. Vi var så heldige at være i Split til både semifinale og finale. Derudover fik vi mulighed for at overvære den storstilede modtagelse af landsholds spillerne ugen efter i Split. Spillerne kom sejlende ind og derefter kørt i åben bus til fejring på havnepromenaden.

Det Kroatiske fodboldlandshold modtages i Split
Det Kroatiske fodboldlandshold modtages i Split

Fejringen af sejren i semifinalen var dog den største oplevelse, og noget som vi aldrig vil glemme. Byen eksploderede i fest og farver, og det var tydeligt, at alle Kroater forståeligt nok var meget stolte af deres landshold. Der skal lyde en kæmpe tillykke herfra og tak fordi vi måtte være en del af det.

Udover at fejre Kroatien valgte vi i år blandt andet at genbesøge Trogir, hvor vi simpelt hen altid bliver nødt til at spise på Pizzeria KristiaN, når vi er i byen.

Bedste spisested i Trogir
Bedste spisested i Trogir

Vi nåede også at leje en motorbåd med kaptajn og sejlede til blandt andet Hvar, hvor vi nød lidt at drikke på havnen, inden vi begav os op til fortet. Derefter gik turen til Solta, hvor vi spiste frokost og til slut blev der tid til snorkling ved The Blue Lagoon.

Sommerferie 2018 bød også på såvel shopping i Joker Centeret som cykeltur til blandt andet Strobrec.

Sidst med ikke mindst besøgte vi Omis for første gang. Vi har tidligere kørt igennem byen, og ville derfor gerne besøge den og en tur op i fortet Mirabela.

Ovenstående udflugtsmål kan der læses mere om her

Alt i alt en fantastisk sommerferie med både afslapning ved strandene, udflugter, oplevelser, god mad og hygge. Vi glæder os allerede til næste år, hvor turen går til ….

Vores top 10 restauranter i Kroatien

Vores top 10 over besøgte restauranter i Kroatien

  1. Don Antonio Makarska
  2. Pizzeria KristiaN Trogir
  3. Konoba Nevera Split
  4. Konoba Novak Makarska
  5. Pizzeria Nina Banjole  
  6. Tavulin Bistro Dubrovnik
  7. Konoba Marul Split
  8. Konoba Lucac Split
  9. Pizzeria Dali Porec
  10. Restaurant Panorama Dubrovnik

Denne liste er lavet med udgangspunkt i, hvordan vores familie opfattede maden og servicen, og er selvfølgelig et her og nu billede, da det nemt kan ændre sig fra år til år.

Vi er fire personer, hvoraf to elsker at prøve lokale og eksotiske retter, og to er mere til det ”sikre valg”. Det kan godt være en udfordring at finde spisesteder, som kan tilfredsstille alles ønsker. Restauranterne på ovenstående liste kunne dette. Det skal dog siges, at Restaurant Panorama udelukkende er på vores liste på grund af beliggenheden (udsigten), da den ligger ved toppen af svævebanen i Dubrovnik med udsigt over hele byen. Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed – den var dyr og ikke specielt god 🙂 men man skal ikke snyde sig selv for en kop kaffe eller andet at drikke, hvis man alligevel er der, udsigten og stemningen kan opveje meget.

Når vi skal finde et sted at spise, søger vi efter forskellige muligheder i nærheden på internettet. Vi læser andres anmeldelser af stederne og vælger ud fra det. Det gør, at vi ved, hvor vi skal gå hen og dermed ikke gå og lede efter et sted. En anden fordel er, at vi sjældent bliver skuffet over maden eller servicen.

Don Antonio Makarska
Don Antonio Makarska

Læs evt. mere om nogle af de forskellige restauranter under de forskellige områder vi har besøgt: Trogir, Split, Makarska og Dubrovnik

Vores top 10 badestrande i Kroatien

Top 10 badestrande i Kroatien vi har besøgt
  1. Bystranden ved Makarska (den nordlige del)
  2. Trstenik Split
  3. Okrug Gornji
  4. Hawaiian Beach Verudela Pula
  5. Seget Vranjica
  6. Supetar Brac
  7. Banjole bystrand
  8. Ovcice Split
  9. Znjan Split
  10. Stranden ved Hotel Laguna Novigrad
Strandene der ikke blev plads til

På vores liste er der ikke blevet plads til berømte strande, som Zlatni Rat i Bol på Brac, Bacvice i Split og Banje i Dubrovnik, som vi alle kun har besøgt en enkelt gang. Det skyldes primært, at disse kendte strande har en tendens til at være noget overfyldte.

Hvad kendetegner de strande vi foretrækker?

Vi sætter pris på strande med klart vand, mulighed for snorkling, god plads og gerne lidt skyggeområder. Mulighed for at leje solstole og parasoller samt et sted, hvor man kan købe lidt vand er dejligt, men ikke et must. Da vi ikke længere har små børn, gør det f.eks. ikke noget, at det hurtigt bliver dybt. Det har også betydning for vores valg, at vi ikke bryder os så meget om sandstrande, men helt klart foretrækker strande med småsten.

Generelt om strandene i Kroatien

Det bedste ved strandene i Kroatien er dog, at her finder man noget for enhver smag 🙂 I de fleste områder vil der være strande med sand/grus, småsten eller klipper. Derudover findes der en masse små bugter, hvor man kan være helt sig ofte omgivet af skyggende nåletræer, eller store strande med alt hvad man kan ønske sig af vandsports aktiviteter, barer mv. Har man en bestemt præference, er det altid en god ide at undersøge, hvordan strandene er i det område, man har tænkt sig at holde ferie, da der kan være stor forskel selv indenfor kort afstand.

Det er blot et spørgsmål om at finde ud af, hvad man bedst kan lide, Kroatien har det hele 🙂

Snorkling ved Trstenik stranden

Læs mere om de strande, vi har besøgt i Split, Makarska og Dubrovnik

Velkommen til Ferie i Kroatien

Velkommen til Ferie I Kroatien, vi håber I vil synes om vores blog 🙂

Her kan I læse om de forskellige områder i Kroatien, hvor vi har tilbragt vores ferier de sidste 15 år, bl.a. finde inspiration til ferieboliger, restauranter, strande udflugter mv.

Eller se billeder fra de forskellige steder, vi har besøgt

God fornøjelse

Velkommen til Ferie i Kroatien
Trogir