Sommerferie 2022 i Okrug Gornji

Endelig igen sommerferie i Kroatien og endelig kunne vi komme tilbage til Okrug Gornji og for første gang bo i den spændende Villa Silva 😊

Villa Silva

Villa Silva ligger perfekt i gåafstand til strand, spisesteder og transport til Trogir. Villaen ligger højt og har en fantastisk udsigt over vandet og ikke mindst garanti for smuk solnedgang hver aften.

Villa Silva Okrug Gornji med fantastisk udsigt over vandet
Villa Silva Okrug Gornji
Solnedgang fra terrassen på Villa Silva og fantastisk udsigt over vandet
Solnedgang fra terrassen

Villaen bød på to swimmingpools, liggestole, flere hyggeområder, motionsudstyr og mulighed for leje af paddleboards mv.

Haven set fra 2. sal med 2 pools, solstole og motionsudstyr
Haven set fra 2. sal

Vi boede i en deluxe lejlighed på 2. sal med alt hvad man kan ønske sig specielt den store terrasse med både spiseområde (egen grill) og hyggeområde, derudover en lækker jacuzzi, placeret så man har den mest perfekte udsigt over området, var et kæmpe hit for hele familien, og vi nærmest levede livet på terrassen.

Lounge område på terrassen med jacuzzi
Lounge område på terrassen
Jacuzzi på vores altan og fantastisk solnedgang
Jacuzzi på vores altan
Spiseområde på altanen med egen grill og Okrug Gornji i baggrunden
Spiseområde på altanen

Området Okrug Gornji

Nærområdet byder på flere strande primært med småsten bl.a. Copacabana. Vandet er skønt og klart, og der er brusere, så saltet kan skyldes af efter badning. Der er flere udmærkede restauranter, isboder mv. Fra den lille havn i Okrug Gornji går der både til og fra Trogir hele dagen og aftenen (i sæsonen). Det kan varmt anbefales at besøge Trogir, som byder på masser af historie, små hyggelige gader og mange gode restauranter. Fra Trogir går der ligeledes busser til nær og fjernt, hvis man ikke har bilen med.

Copacabana strand i Okrug Gornji perfekt til snorkling
Copacabana strand i Okrug Gornji
Båd fra Okrug Gornji til Trogir med mange daglige afgange
Båd fra Okrug Gornji til Trogir

Udflugter fra Okrug Gornji

Hvad kan man opleve, når man bor i Okrug Gornji? Jeg har allerede nævnt Trogir, derudover kan man besøge Split. Dette kan fx gøres enten med bus eller færge (kun for gående). Split er en dejlig og større havneby, hvor man både kan opleve historie, kultur, shopping, Marjan parken og meget mere, se evt. siden om Split.

Split set fra Marjan parken smuk udsigt
Split set fra Marjan parken

Vi valgte også igen i år at leje en motorbåd med skipper i 8 timer. Det er en af vores foretrukne udflugter, når vi besøger Kroatien. Vi besøgte bl.a. Drvenik Mali med sandstrand, Den blå Lagune (hvor vi badede fra båden), Solta med frokost på en hyggelige restaurant (Konoba Sesula) samt endnu en badetur med mulighed for snorkling og kig på skibsvrag ved Necujam bugten ud for øen Solta.

Privat bådtur i området omkring Okrug Gornji, Trogir og Solta på vej til Drvenik Mali
Privat bådtur i området

På vej ind i The Blue Lagoon hvor vandet har en smuk farve
Blue Lagoon
Badning i the Blue Lagoon
Svømmetur i Blue Lagoon

Vi besøgte også Krka National Park, hvor vi bl.a. så det smukke Skradinski Buk-vandfald og de små stenhuse, som er omdannet til små museer med forskellige udstillinger. Der er et netværk af stier og træbroer nær vandfaldene og god mulighed for at få en forfriskning undervejs.

Skradinski Buk-vandfaldet smukt og imponerende
Skradinski Buk-vandfaldet

På vandretur i Krka National Park
På vandretur i Krka

Derefter kørte vi til Roski Slap-vandfaldet for at bade og at spise frokost på en typisk dalmatisk restaurant.

Roski Slap-vandfaldet
Roski Slap-vandfaldet

Turen gik dernæst til udsigtspunkt med panorama kig over Visovac øen. Vi sluttede i byen Sibenik, hvor Krka-floden løber ud i Adriaterhavet, her så vi bl.a. den smukke St. James katedral, som er på Unescos verdensarvsliste.

Panorama kig over Visovac øen
Visovac øen
 St. James katedral i Sibenik som er på Unescos verdensarvsliste
St. James katedral

Vi glæder os allerede til forhåbentlig at besøge Villa Silva og området igen, måske det allerede kan blive næste år? Hvem ved 😊

Aftenudsigt fra Villa Silva med Okrug Gornji i baggrunden
Aftenudsigt fra Villa Silva

Sommer 2022 – Okrug Gornji

Sommer 2022 venter lige om hjørnet :-). Det er helt vildt hvor meget vi alle (min mand, vores to sønner og svigerdatter) glæder os. Det føles som en evighed, siden vi sidst besøgte dette fantastiske land. Vi har længe planlagt, hvor turen skal gå til. Allerede sidste år håbede vi at kunne genbesøge Okrug Gornji, som vi besøgte i 2015. Lejlighed mv. var booket, men Coronaen satte desværre en stopper for dette.

Aftenstemning
Aftenstemning

Apartments Silva

Vi var så heldige at få lov til at flytte vores reservation af lejligheden til denne sommer. Vi glæder os så meget til igen at besøge området og for første gang til at bo i det fantastisk lejlighedskompleks Apartments Silva (Villa Silva). Der er kort afstand til strand, indkøb og restauranter. Lejlighedskomplekset har egen pool, grill og hyggeligt fællesområde. Lejligheden vi skal bo i hedder Vilin Konjic og er med egen jacuzzi, fantastisk udsigt og kæmpe altan på 55 m2.

Byen Okrug Gornji

Okrug Gornji er en hyggelig lille by på den vestlige del af Ciovo øen. Den ligger kun ca. 10 km fra Split lufthaven og ca. 15 minutters kørsel. Den lille by har en dejlig strandpromenade med cafeer mv. samt diverse former for vandsport. Der er mulighed for at leje strandstole og parasoller, og vandet er som alle steder, vi har oplevet i Kroatien, helt fantastisk.

Strandpromenaden i Okrug Gornji
Strandpromenaden i Okrug Gornji

Området

Den historiske by Trogir ligger virkelig tæt på. Fra strandpromenaden i Okrug Gornji sejler der små både til centrum af Trogir ca. hver halve time. Vi vælger ofte at sejle dertil om aftenen for at spise og hygge, det tager ca. 10-15 min.

Taxabåd mellem Okrug Gornji og Trogir
Taxabåd mellem Okrug Gornji og Trogir

Vi glæder os rigtig meget til at genbesøge området. Vi håber især at vi igen i år kan leje en motorbåd med skipper, så vi kan besøge alle de små øer i nærheden og se det hele fra havsiden.

Derudover kan man næsten ikke gå glip af et besøg i Split, som er en fantastisk by, som vi klart anbefaler, man besøger, hvis man er i nærheden. Et sted vi aldrig har besøgt, som vi håber at nå denne gang er Sibenik ca. 50 km fra Trogir og i den forbindelse Nationalparken KRKA ca. 75 km. fra Trogir.

Vi ønsker alle en fantastisk sommer og måske ses vi i Kroatien? 🙂